Hvis vi tager udgangspunkt i naturens egen kalender, så drejer årshjulet atter i morgen (fredag, den 2. februar 2024) og markerer at vi nu er nået til midvinter hvilket betyder at vi er halvvejs igennem den mørke vintertid. Personligt synes jeg at den nuværende balance mellem nat og dag er helt perfekt – mørket giver mig energi og øger min kreativitet (hvilket ikke er helt skidt når nu jeg skriver bøger), men jeg kender dog også en del som efterhånden længes desperat efter forår og alt det der følger med.
Gåtur i mørket februar 2024. Foto: Haidi Wigger Klaris
Når jeg taler med folk om vintermørke og mørke helt generelt, bliver jeg ofte mødt med en kommentar om at jeg altså er lidt mærkelig – det bliver som regel sagt med et lille smil og et glimt i øjet, men der er ingen tvivl om at det er de færreste som reagerer på mørket som jeg gør. Og hvis man tænker på hvordan mørket er blevet fremstillet og opfattet gennem de sidste mange århundreder, forstår jeg det som sådan godt, for det bliver ofte sammenlignet med noget ondt og farligt. For mig føles mørket som en varm omfavnelse. Når jeg går ture i mørket slapper jeg af og oplever mine omgivelser på en helt anden måde end når det er lyst, og jeg bruger virkelig lang tid på at kigge op på nattehimlen.
Første fuldmåne i 2024. Foto: Haidi Wigger Klaris
Men … selvom jeg elsker at gå ture i mørket foregår det altid på oplyste stier og veje, og den blotte tanke om at skulle gå alene i et ødet område uden nogen form for kunstigt lys er nok til at give mig svedige håndflader og hjertebanken. Efter at have stiftet bekendtskab med nordisk shamanisme og et ritual som kaldes for ’udesidning’ - en oldnordisk form for udendørs meditation hvor man sætter sig alene et sted om natten og søger en åndelig vision eller oplevelse - har jeg givet mig selv en udfordring. På et tidspunkt, når det føles rigtigt, vil jeg sætte mig alene i skoven og opleve mørket falde på.
I løbet af januar deltog jeg i et kursus som netop handlede om vintermørke og mørke generelt og der fandt jeg ud af at jeg ikke var alene om at have det sådan. Vi havde en rigtig god snak i kredsen om hvad det egentlig er at vi er så bange for og vores underviser gav os nogle gode idéer til hvordan vi kunne gribe det an så vi på et tidspunkt kan overkomme vores frygt for det naturlige mørke.
Er der så noget vi kan lære af mørket og vinteren?
Ja, det mener jeg helt bestemt at der er. I stedet for at vente utålmodigt på at det bliver forår, kan vi bruge vinteren på at trække vejret dybt og lytte til os selv. Vi kan bruge tiden til at hvile og fordybe os. Det er tiden hvor vi kan reflektere over året der er gået og det nye der kommer. Og ligesom når træerne smider bladene og holder på næringen dybt nede i rødderne så de er klar til at springe ud til foråret, kan vi gøre det samme. Giv dine planer og idéer lov til at gro og modnes så de er klar til at årshjulet atter drejer og vi går imod lysere tider.
Ølsemagle revle januar 2024. Foto: Haidi Wigger Klaris