Velkommen til mit skriveunivers!
Jeg er en dansk fantasyforfatter (f. 1972) som voksede op i Albertslund og siden hen slog mig ned i Køge sammen med min familie. Indtil videre har jeg skrevet bøger historier inden for dark fantasy og paranormal romance.
I teenageårene elskede jeg at læse og skrive, men som tiden gik var det kun læsningen som hang ved. Først da jeg gik hjemme på barsel med min datter, begyndte idéen om at få udgivet en bog at spire. Manuskriptet blev aldrig antaget og til sidst skubbede jeg tanken fra mig. Der kom til at gå mange år inden tanken atter dukkede op, og denne gang besluttede jeg mig for at arbejde mere seriøst med drømmen, og det gav pote.
I 2014 indsendte jeg manuskriptet til ‘Skyggernes Bog’ til forlaget Tellerup og knap en måned senere kontaktede de mig og fortalte, at de gerne ville udgive min bog.
Jeg finder inspiration til mine historier alle steder og de vil ofte have et strejf af noget overnaturligt, da jeg selv er meget interesseret i den paranormale verden og har haft adskillige mystiske oplevelser.
I 2020 udkom serien 'Dæmonherskerens arving' på engelsk under navnet 'The Heir to the Demon Ruler'.
I 2021 opstartede jeg podcasten 'Tusmørketimen' sammen med min forfatterkollega Sidsel Katrine Slej.